Uddannelse

Meget er sket siden jeg sidst gad at interessere mig for min blog.

For det første så blev jeg student i Juni efter 3 fede år i gymnasiet. Der gik jeg på en naturvidenskabelig studieretning, hvor jeg udover studieretningsfagene matematik på A-niveau, fysik på B-niveau samt kemi på B-niveau valgte at have kemi på A-niveau samt datalogi på C-niveau. Det kulminerede som sagt i juni med et endeligt gennemsnit på 9,2 (før bonus for tidlig studiestart), hvilket jeg da egentlig er meget tilfreds med.

Den anden store nyhed er at jeg i torsdags fik brev om at jeg er blevet optaget på matematikuddannelsen på Københavns Universitet, hvilket jeg ser meget frem til at begynde på.

Det er ikke noget jeg har planlagt i lang tid, og for mindre end et år siden var jeg ikke engang begyndt at overveje seriøst hvad jeg ville efter gymnasiet. Jeg har ingen anelse om hvad jeg vil bruge uddannelsen til, jeg har hele tiden bare valgt den vej som jeg synes lød mest interessant, men jeg håber at det på den måde ender med at jeg laver noget som jeg synes om.

Ifølge listerne fra den koordinerede tilmelding er der optaget 98 andre på uddannelsen, hvilket vistnok er meget i forhold til andre år. Det bliver spændende at møde dem, men nye navne skræmmer mig – jeg er så dårlig til navne.

Posted in ego | Tagged , , , | Leave a comment

Go’ Morgen Danmark – med løg på!

Enhver der bruger Wikipedia skulle være klar over at der er risiko for ukorrekte oplysninger, da artiklerne er skrevet af menigmand. Dog ser det ud til, at redaktionen på Go’ Morgen Danmark på TV2 forsøger at gøre et større problem ud af det end det rent faktisk er, da de i gårsdagens udsendelse lavede et indslag om forkerte informationer på Wikipedia.

I dette indslag udforsker værterne Cecilie Frøkjær og Anders Breinholt tilsyneladende siderne om hinanden på Wikipedia, hvor de angiveligt finder totalt forkerte oplysninger om hinanden, men her kommer twistet: mange af de oplysninger, som de siger at de finder, har aldrig stået på Wikipedia. En af de oplysninger som bliver fremstillet som forkerte er Cecilie Frøkjærs fødselsdato, som er den eneste af de forkerte oplysninger der ifølge artiklens historik nogensinde har stået på siden, men denne detalje nåede kun at være forkert i ca. 6 minutter, d. 12 maj fra kl. 10:51 til kl. 10:56, før den blev igen blev rettet til det korrekte af en anden bruger. Desuden fremgår det også af historikken at det var en person med ip-adressen 194.182.139.62 der lavede de fejlagtige ændringer, og denne adresse tilhører ifølge et whois lookup Egmont Entertainment som producerer Go’ Morgen Danmark.

Så der er de kolde hårde facts, på Wikipedias mødested: Landsbybrønden kører der desuden lige nu en interessant diskussion om emnet, det bliver spændende at se hvordan sagen udvikler sig.

Posted in teknologi | Tagged , , , , | Leave a comment

Songbird

Songbird musikbibliotek

Songbird musikbibliotek

Jeg vil lige tage et lille øjeblik til at anbefale et stykke software, som jeg er blevet rimelig optimistisk omkring på det seneste, nemlig Songbird der er en musikafspiller med lidt ekstra. Først og fremmest, så er songbird bygget på Mozillas XULrunner-framework, som Firefox også bruger, hvilket betyder at man, ligesom med Firefox, kan installere udvidelsesmoduler der kan gøre stort set lige hvad man ønsker sig. Songbird er selvfølgelig ikke så udbredt som Firefox endnu, så der er selvfølgelig heller ikke lige så mange udvidelsesmoduler, men der er dog allerede en pæn mængde at tage fra.

Jeg bruger Songbird fordi jeg synes at dens musikbibliotek giver en god oversigt over min samling. (som lige nu er på omkring 6,3 GB – 1211 numre) Det er let og hurtigt at redigere i metadata, som jeg arbejder hårdt på at få styr på for tiden, og den kan selv hente albumbilleder og sangtekster fra internettet. Et rigtig stort plus blandt udvidelserne er også det nye last.fm plugin som ud over automatisk at “scrobbe” hvilke numre jeg spiller til min last.fm profil også kan vise anbefalede artister og spille last.fm’s radiostationer uden at jeg behøver at forlade songbird.

Songbird last.fm plugin

Songbird last.fm plugin

Songbird er måske ikke for alle endnu, da der stadig kan opstå fejl og der stadig mangler nogle funktioner som andre musikafspillere har, men den er stadig i en rivende udvikling, og nye versioner med store forbedringer og nye funktioner kommer med få måneders mellemrum. Jeg prøvede først Songbird for omkring et år siden nu, men dengang var det svært overhovedet at afspille et nummer uden at den crashede, men det er gudskelov blevet meget bedre med version 1.0 som kom først i november sidste år. Det var dog først da version 1.1 blev frigivet for lige godt en måned siden at den blev stabil nok til at jeg selv er begyndt at bruge den når jeg hører musik til daglig, til gengæld har jeg overhovedet ikke haft nogen problemer i den tid.

Lige i øjeblikket ser jeg frem til den næste version som er sat til at komme i slutningen af maj og skulle bringe muligheden for at rippe og brænde cd’er samt automatisk organisering af musikken i mapper på computeren og diverse andre forbedringer. Som sagt er Songbird endnu ikke for alle, men jeg vil da anbefale at give den et download for at se om den lever op til dine krav, den er jo fri, både som i fri bar og fri tale.

Posted in Software | Tagged , , , , , | Leave a comment

Firefox + tilføjelser = WIN!

Firefox's logo

Firefox's logo

Jeg er bruger af Mozilla Firefox igennem lang tid, jeg har faktisk brugt den siden lidt før version 1.0 blev lanceret i november 2004. I starten brugte jeg den nok mest bare fordi den var ny og spændende, men jeg blev hurtigt afhængig af fanebladene. I dag er der kommet større konkurrence på browsermarkedet hvor alle browserene (Internet Explorer, Opera, Safari og Google Chrome) tilbyder stort set de samme funktioner. Jeg bruger stadig Firefox, men nu er det på grund af de mange tilføjelser man kan installere til  at gøre sit liv lettere på alle mulige måder, og min plan her er at jeg lige vil anbefale et par stykker af dem jeg bruger.

Først er der (selvfølgelig) stavekontrollen som man kan installere og bruge til at tjekke om man staver korrekt når man udfylder formularer og tekstfelter på internettet. Ordbøgerne er meget lette at bruge, de tjekker automatisk alle tekstfelter (jeg bruger dem endda til at skrive dette indlæg), og hvis man har flere ordbøger installeret (som mig der har både dansk og engelsk) skal man bare højreklikke i et tekstfelt og vælge et sprog under menupunktet “Sprog”. Du kan finde og installere ordbøger på en masse sprog fra mozillas add-on side.

Dernæst er der Foxmarks Bookmark Synchronizer, som er en genial tilføjelse der som navnet antyder synkroniserer bogmærker imellem Firefox på flere forskellige computere. Jeg har selv brugt den til netop dette da jeg havde to forskellige computere, og jeg kan bekræfte at det virker nøjagtig som det skal, og man ligger ikke mærke til at den arbejder, den gør det bare. Efter jeg har fået ny bærbar computer har jeg ikke rigtig brug for den mere, men jeg synes stadig at den er meget rar at have kørende til at tage backup af mine bogmærker, og den sørgede også for at jeg havde alle mine bogmærker lige ved hånden med det samme efter jeg havde installeret Firefox på den nye computer. De har tilsyneladende også for nyligt tilføjet muligheden for at man kan synkronisere gemte kodeord hvis man har lyst til det.

Så kommer vi til Greasemonkey, som giver mulighed for at man kan installere små javascripts der kan ændre detaljer på en eller flere hjemmesider. Greasemonkey scripst kan bruges til et væld af smarte ting og er meget nemme at lave, jeg har f.eks. selv lavet et par stykker til at lette livet, og der er rigtig mange andre at vælge fra. Jeg kan f.eks. anbefale Two column Google som splitter søgeresultaterne i google op i to kolonner så man kan overskue det hele på skærmen (især hvis man har widescreen).

Locationbar² gør adressefeltet i firefox en smule mere overskueligt, og giver mulighed for at man kan gå et enkelt eller flere niveauer op hvis man synes at det giver mening.

Internettet er nærmest opbygget af links, men det er ikke altid at webadresser på nettet er lavet til links, f.eks. er dette: www.plurk.com/bixed/ ikke et link da man ikke bare kan trykke på det for at blive ført til siden. Heldigvis kommer Text Link til undsætning, for med den installeret kan man bare dobbeltklikke på en webadresse for at åbne den. Jeg er klar ovet at det lyder meget simpelt, men det er DEN for mig mest uundværlige af alle disse udvidelser, og min største anbefaling.

Jeg håber at du fandt noget brugbart blandt disse.

Posted in teknologi | Tagged , | Leave a comment

(Sen) Julepost

Julen har været over os, jeg håber at jeres også har været god. Nu er der blot tilbage at glæde sig til nytåret.

Jeg har fået de to første bøger i Arven-kvartetten, (den hvor Eragon er den første) og jeg troede faktisk at det var en triologi indtil jeg så at der står “kvartet” på bagsiden. Så har jeg også fået I Et Spejl, I En Gåde af Jostein Gaarder. En Sort skjorte har jeg også fået, godt nok lidt for stor, men den kan nok byttes til lidt mindre. Thomas Hartmanns Extrospekt som er mit yndlingsshow fra min yndlingskomiker.

Nyt Apple-tastaturSå har jeg fået et apple-tastatur til min computer. Jeg har været forelsket i den lille lækre sag siden jeg så det i en Fona i foråret, og jeg skal hilse og sige at det ikke er noget problem at bruge det til en normal pc med windows, man skal bare venne sig til at der er byttet rundt på Alt-knapperne og Windows-knapperne, hvilket jeg faktisk synes er en rigtig rar ting når man venner sig til det. Det er også dejligt at skrive på, og så fylder det meget, meget mindre end mit gamle tastatur gjorde, se selv billederne på flickr.

Sidst, men overhovedet ikke mindst, har jeg fået en ordentlig røvfuld penge af mine forældre til køb af ny computer, så jeg har bestilt en XPS-laptop fra Dell til at overtage efter mine to nuværende, så jeg endelig kan få alt samlet på en. Tak mor og far!

Jeg har selvfølgelig opdateret ønskesedlen, så den ikke længere indeholder de ting som jeg har fået, og er klar til opfyldning igen.

Posted in ego | Tagged , , , , , , , | Leave a comment