Jeg vil lige tage et lille øjeblik til at anbefale et stykke software, som jeg er blevet rimelig optimistisk omkring på det seneste, nemlig Songbird der er en musikafspiller med lidt ekstra. Først og fremmest, så er songbird bygget på Mozillas XULrunner-framework, som Firefox også bruger, hvilket betyder at man, ligesom med Firefox, kan installere udvidelsesmoduler der kan gøre stort set lige hvad man ønsker sig. Songbird er selvfølgelig ikke så udbredt som Firefox endnu, så der er selvfølgelig heller ikke lige så mange udvidelsesmoduler, men der er dog allerede en pæn mængde at tage fra.
Jeg bruger Songbird fordi jeg synes at dens musikbibliotek giver en god oversigt over min samling. (som lige nu er på omkring 6,3 GB – 1211 numre) Det er let og hurtigt at redigere i metadata, som jeg arbejder hårdt på at få styr på for tiden, og den kan selv hente albumbilleder og sangtekster fra internettet. Et rigtig stort plus blandt udvidelserne er også det nye last.fm plugin som ud over automatisk at “scrobbe” hvilke numre jeg spiller til min last.fm profil også kan vise anbefalede artister og spille last.fm’s radiostationer uden at jeg behøver at forlade songbird.
Songbird er måske ikke for alle endnu, da der stadig kan opstå fejl og der stadig mangler nogle funktioner som andre musikafspillere har, men den er stadig i en rivende udvikling, og nye versioner med store forbedringer og nye funktioner kommer med få måneders mellemrum. Jeg prøvede først Songbird for omkring et år siden nu, men dengang var det svært overhovedet at afspille et nummer uden at den crashede, men det er gudskelov blevet meget bedre med version 1.0 som kom først i november sidste år. Det var dog først da version 1.1 blev frigivet for lige godt en måned siden at den blev stabil nok til at jeg selv er begyndt at bruge den når jeg hører musik til daglig, til gengæld har jeg overhovedet ikke haft nogen problemer i den tid.
Lige i øjeblikket ser jeg frem til den næste version som er sat til at komme i slutningen af maj og skulle bringe muligheden for at rippe og brænde cd’er samt automatisk organisering af musikken i mapper på computeren og diverse andre forbedringer. Som sagt er Songbird endnu ikke for alle, men jeg vil da anbefale at give den et download for at se om den lever op til dine krav, den er jo fri, både som i fri bar og fri tale.
Wikisearch er et lille projekt som jeg nu har arbejdet lidt med indimellem i løbet af de seneste par måneder. Ideen til siden opstod ganske enkelt da jeg var blevet træt af Wikipedias egen søgefunktion, for hvis man ikke er heldig at skrive lige nøjagtig det rigtige navn på den artikel som man søger, (og man ved ofte ikke hvad artiklen man leder efter hedder) så kan det være rimelig svært at finde det man søger. Et eksempel på dette var da vi i en time i skolen ville forsøge at finde en artikel om batteriets opfinder, som vi mente hed Volta, problemt var at der tilsyneladende også eksisterer en flod med det samme navn, og wikipedias søgefunktion var meget lidt behjælpelig.
Løsningen på alle disse problemer har jeg lavet i form af Wikisearch. Hvis man tager eksemplet med Volta ville man f.eks. skrive “Volta” i søgefeltet, hvorefter man ville blive præsenteret for den danske artikel om floden Volta. Man ville så ændre søgestrengen til “Volta batteri”, og Wikisearch ville så tjekke om en artikel med nøjagtig det navn findes, det gør den ikke på dansk, så ville den tjekke om den findes på engelsk, det gør den heller ikke, og så bliver man sendt videre til en google-søgning på “Volta batteri”, hvor der kun er resultater fra wikipedia på dansk og engelsk, og det øverste søgeresultat er det som vi ledte efter, nemlig den om Alessandro Volta.
Det var en længere forklaring, men det tager altså ikke mere end et par sekunder, og det er super nemt. Adressen til værktøjet er http://meinertz.org/wikisearch/, og jeg har lavet et søge plugin så du kan bruge den uden først at gå ind på siden hvis du bruger Firefox eller Internet Explorer 7 eller nyere. Så tag og prøv den engang, jeg laver indimellem forbedringer på den hist og her, så den bliver kun bedre med tiden.

Jeg ved ikke hvor mange af mine læsere her på bloggen (hvis der overhovedet er nogen) der kender til ordspillet Pludr. Hver aften kl. 12 får man præsenteret en ny plade med 5×5=25 bogstaver som man skal bruge til at danne forskellige danske ord, man får oplyst hvor mange ord der findes på spillepladen og hvor mange man harfundet, og så er målet altså at finde alle ordene.
Min mor, som er kendt under navnet “lampetten” derinde, er en af de mange mennesker der er afhængig af sitet (lidt over 4000 har jeg hørt, hvoraf nogle hundrede stykker bliver ved med at komme tilbage dagligt). Jeg selv har, på trods af at jeg finder spillet interessant, ikke tidligere brugt særlig meget tid på spillet, men for nylig er min interesse dog kommet igen.
Jeg gider dog stadig ikke, som de andre brugere derinde, at sidde og gætte mig til ordene derinde, jeg har derimod fundet på at jeg vil lave et script, eller et program, som skal kunne finde alle ordene på pladen for mig. Det er kun et hobbyprojekt for mig, og jeg har ingen intensioner om at frigive programmet eller noget af kildekoden, da jeg ikke ser nogen grund til at folk skal bruge det til at pludre med, det ville jo ødelægge spillet, og målet er også bare at lave en bot som kan finde pludrordene, ikke at ligge øverst på toplisten hver uge.
For at komme så langt skal jeg dog først bruge to ting:
- En liste med ord som overgår, eller i det mindste matcher pludr’s ordliste
- Et script som kan finde ord fra ordlisten på spillepladen
Angående ordlisten så ved jeg at pludr’s ordliste er bygget ud fra ordlister som er fundet på internettet, de linker selv til en masse af dem på deres blog, ergo må det være muligt at lave en ordliste der er næsten identisk med deres. Jeg har i de seneste par dage været i gang med at lave et script i python som automatisk kan hente ordene ud fra disse sider og smide dem i en database, scriptet har dog nogle små fejl som jeg skal have rettet bl.a. med at skaffe ord der starter med de danske tegn, Æ, Ø og Å.
Foreløbig kan import-scriptet, som jeg har valgt at kalde det, hente ordene ud af 2 forskellige online-ordbøger, og det er rimelig let at tilføje support for nye, fra den ene ordbog har jeg hentet godt 17.000 ord, hvilket nok tager omkring et minut at hente, tjekke og gemme, den anden er stadig i teststadiet, men ser ud til at indeholde en hel del flere ord. Jeg ved fra den seneste blogpost på pludrbloggen at de i skrivende stund har 162.834 ord i deres databasen, så der er stadig et stykke vej til at løse en hel plade, men jeg jeg regner med at begynde på selve det script som skal finde ordene når jeg er færdig med at hente ord fra den anden ordbog.
Den største udfordring bliver nok også det script som skal finde ordene, det duer nemlig ikke bare at lave en brute-force løsning der tjekker alle mulige ord på pladen da antallet af ord der skal tjekkes stiger voldsomt med antallet af bogstaver i ordet man tjekker med, men det problem må jeg jo se på når tiden bringer det til mig.
Til de teknisk orienterede kan jeg fortælle at jeg som tidligere nævnt laver både importeren og selve pludrløseren i programmeringssproget Python, som jeg leger en del med og har forelsket mig i lige i øjeblikket, og ordene gemmes i en MySQL database.
Jeg vender måske tilbage med flere oplysninger når jeg finder det relevant.
Så fik jeg endelig købt et nyt digitalkamera efter at jeg fik stjålet mit gamle da jeg var i USA i efteråret. Det nye er et Panasonic DMC-FX30, jeg har ikke rigtig brugt det til så meget endnu, men jeg har da taget nogle få fotos, som f.eks. det selvportræt jeg har taget som du kan se til venstre.
Jeg har også idag oprettet en konto på fotodelingssiden flickr.com, som jeg faktisk er rimelig imponeret over, det er jo rigtig smart det skidt, så tjek det selv mine billeder ud.
Forvent flere billeder her på bloggen fremover.
Et af de programmer som jeg bruger allermest tid på, Mozillas webbrowser Firefox, er snart klar i version 3 hvilket gerne skulle betyde store forbedringer på flere områder, bl.a. bogmærker, udseende og den bagvedliggende kode. Jeg ser meget frem til denne opdatering, og har valgt at beskrive de nævneværdige ændringer her, for dem som måske ikke ved så meget om det.

