Enhver der bruger Wikipedia skulle være klar over at der er risiko for ukorrekte oplysninger, da artiklerne er skrevet af menigmand. Dog ser det ud til, at redaktionen på Go’ Morgen Danmark på TV2 forsøger at gøre et større problem ud af det end det rent faktisk er, da de i gårsdagens udsendelse lavede et indslag om forkerte informationer på Wikipedia.
I dette indslag udforsker værterne Cecilie Frøkjær og Anders Breinholt tilsyneladende siderne om hinanden på Wikipedia, hvor de angiveligt finder totalt forkerte oplysninger om hinanden, men her kommer twistet: mange af de oplysninger, som de siger at de finder, har aldrig stået på Wikipedia. En af de oplysninger som bliver fremstillet som forkerte er Cecilie Frøkjærs fødselsdato, som er den eneste af de forkerte oplysninger der ifølge artiklens historik nogensinde har stået på siden, men denne detalje nåede kun at være forkert i ca. 6 minutter, d. 12 maj fra kl. 10:51 til kl. 10:56, før den blev igen blev rettet til det korrekte af en anden bruger. Desuden fremgår det også af historikken at det var en person med ip-adressen 194.182.139.62 der lavede de fejlagtige ændringer, og denne adresse tilhører ifølge et whois lookup Egmont Entertainment som producerer Go’ Morgen Danmark.
Så der er de kolde hårde facts, på Wikipedias mødested: Landsbybrønden kører der desuden lige nu en interessant diskussion om emnet, det bliver spændende at se hvordan sagen udvikler sig.
Wikisearch er et lille projekt som jeg nu har arbejdet lidt med indimellem i løbet af de seneste par måneder. Ideen til siden opstod ganske enkelt da jeg var blevet træt af Wikipedias egen søgefunktion, for hvis man ikke er heldig at skrive lige nøjagtig det rigtige navn på den artikel som man søger, (og man ved ofte ikke hvad artiklen man leder efter hedder) så kan det være rimelig svært at finde det man søger. Et eksempel på dette var da vi i en time i skolen ville forsøge at finde en artikel om batteriets opfinder, som vi mente hed Volta, problemt var at der tilsyneladende også eksisterer en flod med det samme navn, og wikipedias søgefunktion var meget lidt behjælpelig.
Løsningen på alle disse problemer har jeg lavet i form af Wikisearch. Hvis man tager eksemplet med Volta ville man f.eks. skrive “Volta” i søgefeltet, hvorefter man ville blive præsenteret for den danske artikel om floden Volta. Man ville så ændre søgestrengen til “Volta batteri”, og Wikisearch ville så tjekke om en artikel med nøjagtig det navn findes, det gør den ikke på dansk, så ville den tjekke om den findes på engelsk, det gør den heller ikke, og så bliver man sendt videre til en google-søgning på “Volta batteri”, hvor der kun er resultater fra wikipedia på dansk og engelsk, og det øverste søgeresultat er det som vi ledte efter, nemlig den om Alessandro Volta.
Det var en længere forklaring, men det tager altså ikke mere end et par sekunder, og det er super nemt. Adressen til værktøjet er http://meinertz.org/wikisearch/, og jeg har lavet et søge plugin så du kan bruge den uden først at gå ind på siden hvis du bruger Firefox eller Internet Explorer 7 eller nyere. Så tag og prøv den engang, jeg laver indimellem forbedringer på den hist og her, så den bliver kun bedre med tiden.